Politiet advarer borgere i Esbjerg og omegn: Pas på pirattaxaer i nattelivet

To tilfælde af pirattaxier får nu politiet til at gå ud med en advarsel. Foto: Shutterstock

Syd- og Sønderjyllands Politi har i dag modtaget to anmeldelser - blandt andet at en taxapirat uretmæssigt har hævet et stort beløb på et kreditkort.

Det er en rigtig dårlig idé at blive kørt hjem i en bil, der ikke er en ægte taxa. Det fortæller Syd- og Sønderjyllands Politi, at to Esbjerg-borgere har måtte sande.

Begge har været passagerer i pirattaxaer tidligt fredag efter en bytur i Esbjergs centrum og har efterfølgende meldt hændelserne til Syd- og Sønderjyllands Politi.

I det ene tilfælde lykkes det taxapiraten at misbruge en 32-årig mands Visakort i køretøjet, hvorefter der uretmæssigt bliver hævet et større beløb. Og i det andet tilfælde tager piraten hævekortet fra en 28-årig mand, ligesom den kriminelle chauffør også narrer pinkoden ud af passageren.

Lad være

Begge hændelser bliver efterforsket, og Syd- og Sønderjyllands Politi advarer samtidig mod at benytte uautoriserede taxaer – ikke mindst forud for den kommende weekend.

"For nogen kan det måske være fristende at benytte en pirat, fordi der kan være mangel på taxaer i nattelivet. Men det kan i værste fald blive en meget dyr tur, fordi man risikerer at blive snydt," understreger vicepolitiinspektør Chr. Østergård fra Syd- og Sønderjyllands Politis Forebyggelsessektion.
 
"Skal vi dette problem til livs, kræver det dels, at borgerne anmelder ulovlig taxakørsel til myndighederne, dels at borgerne vælger pirattaxaerne fra," tilføjer han.
 
Vicepolitiinspektøren peger i tilgift på, at pirattaxaer – i modsætning til de autoriserede taxaer – fx heller ikke afregner skat eller har tilladelser, forsikringer m.m. i orden, lige som køretøjet typisk heller ikke er godkendt til taxakørsel.