Esbjerg har meget natur at byde på, men der er andre gratis glæder end Vadehavet, der er værd at tage et kig på.
Hvad kan man lave, hvis man overvejer at lægge vejen forbi Esbjerg?
Her får du fem bud på oplevelser, som ikke koster dig andet end tid, men helt sikkert er noget ud over det sædvanlige. Hvad enten det drejer som en parweekend eller en familieferie.
Kridt skoene, støv badetøjet af og gør dig klar til et område, der er rigt på natur og kultur.
Mennesket ved Havet
Små fire kilometer fra Esbjerg centrum rager Svend Wiig Hansens skulptur "Mennesket ved Havet" op i landskabet.
Den blev rejst i forbindelse med, at Esbjerg fejrede 100 års-jubilæum i 1994 som selvstændig kommune.
Den hvide beton, som skulpturen er fremstillet i, symboliserer det ufordærvede menneske der mødes med naturen.
Som beskuer er det let at få associationer til Påskeøens høje og gådefulde stenfigurer, og det er ikke svært at se, hvorfor Esbjerg har taget det ni meter høje kunstværk til sig som et vartegn for byen. I klart vejr kan de fire store kroppe ses på hele ti kilometers afstand.
Den tidløse figur af de fire uskyldsrene mennesker er bestemt et besøg værd, uanset om man ellers er til kunst.
Nationalpark Vadehavet
I 2010 blev Vadehavet landets største Nationalpark og den kom på Unescos verdensarvsliste i 2014.
Vadehavet er nemlig udnævnt til ét af de ti vigtigste vådområder i verden, og her kan du møde alt fra multer til spættede sæler.
Som vildt- og naturreservat kan Vadehavet ved Esbjerg byde på unikke oplevelser, mens tidevandet dagligt trækker havet frem og tilbage.
Det lave og varme vand er et vækstområde for vigtige fiskearter, og her findes den største bestand i landet af spættede sæler.
Fuglelivet er særlig rigt i dette område, og hele 10-12 millioner fugle lægger vejen forbi i træktiden om foråret og efteråret.
I yngletiden skal se sig godt for, hvor man går, for fuglerederne findes af og til på nogle lidt aparte steder.
Esbjerg Festuge
Befinder du dig i Esbjerg og omegn i august måned, er det værd at se om du kan lægge dit besøg i forbindelse med Esbjerg Festuge.
De fleste er med på, at Aarhus har sådan en, men langt fra alle ved, at Esbjerg også fyrer op under byen med masser af gratis underholdning og aktiviteter i en hel uge for både børn og voksne, unge og gamle.
Der er som udgangspunkt fuld valuta, for de penge man ikke behøver at have op af lommen med de mange gratis arrangementer inden for kunst og kultur af alle størrelser, der er på programmet.
En stor del af programmet står i musikkens tegn, og det er ikke nogen tilfældighed, for Esbjerg er en musikalsk by, der har fremavlet flere kendte og originale bands og kunstnere gennem de sidste 30-40 år.
Og hvem ved?
Måske du kan være med til at opdage det næste store navn.
Hjerting Strand ved Esbjerg
Er du i området ved sommertid, er Hjerting Strands 660 meter lange promenade ved stranden et oplagt sted for en udflugt.
Der er meget mere at komme efter end blot at slikke sol og bade, selvom det naturligvis også er en mulighed at nøjes med det.
Hjerting Strand er en børnevenlig strand, og der legeområde med en pæleskov, hvor børn og barnlige sjæle kan muntre sig.
Der er mulighed for at være aktiv, og du kan eksempelvis prøve kræfter med beachvolley på en af de to opstillede baner, du kan spille fodbold og du kan kitesurfe.
Er vejret til det, kan du svømme en tur ud på havplatformen, der er en flydende ø ved højvande og fungerer som et sol- og badedæk.
Esbjerg Dyrehave
Esbjerg Dyrehave er helt sikkert et besøg værd, uanset hvilken tid på året, du får lyst til en naturoplevelse.
I udkanten af Nørreskoven findes der rig mulighed for at komme tæt på naturen og opleve blandt andet kronhjorte, dådyr og sikahjorte.
Dyrene må gerne fodres, så længe man husker at smide det på jorden med tre meters afstand, for de må nemlig ikke håndfodres.
De må kun få frugt og grønt, så lad alle andre typer madvarer blive hjemme.
Selvom der er adgang året rundt, skal man tage sig en smule i agt i efteråret. I perioden september til slutningen af november kommer dyrene nemlig i brunst. Det betyder, at man skal være opmærksom på, at dyrene kan optræde anderledes end resten af året.