Esbjergs førende rolle inden for grøn vindenergi på havet er nu ved at åbne dørene til et helt nyt marked mange tusinde kilometer herfra i den sydkoreanske by Ulsan.
Sydkorea får i næste uge besøg af en dansk delegation med H.K.H kronprins Frederik og H.K.H. kronprinsesse Mary i spidsen. Herudover deltager en række af Danmarks største virksomheder, repræsentanter fra Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet og borgmester Jesper Frost Rasmussen og kommunaldirektør Rikke Vestergaard.
"Det er en fantastisk mulighed for Esbjerg og de virksomheder, som arbejder med offshorevind i EnergiMetropolen. Der er to ting på dagsordenen. Der skal indgås en aftale på internationalt niveau mellem Danmark og Sydkorea, og derudover vil vi underskrive en aftale med den sydkoreanske by Ulsan, som sætter fokus på udviklingen af offshorevind," siger Jesper frost Rasmussen i en pressemeddelelse.
Ulsan er kendt for sin store havn, de mange værfter og produktionen af Hyundai-biler. Nu er Sydkoreas mål at forvandle byen til den nye hub for offshorevind i Østasien, og derfor har man kigget efter de mest kvalificerede samarbejdspartnere.
"Valget faldt på Esbjerg, og det er meget naturligt. Vi har jo været igennem en tilsvarende udvikling og har nu opbygget masser af kompetencer og viden på området. Det giver vores lokale virksomheder fantastiske muligheder for at få foden indenfor i Ulsan og skabe helt nye forretningsmuligheder," siger Jesper Frost Rasmussen.
En af de lokale Esbjerg-virksomheder, der kan se store muligheder i dette internationale samarbejde, er Semco Maritime.
"Jeg synes, at det er rigtigt godt, at Esbjerg er med helt fremme på et sådant fremstød på det østasiatiske marked. Det giver os og de mange andre offshorevirksomheder i Esbjerg nye forretningsmuligheder, og det hilser vi selvfølgelig meget velkommen," siger Steen Brødbæk, der er President og CEO for Semco Maritime.
Den nye aftale med Ulsan passer også særdeles godt sammen med den strategi, der blev lagt i Esbjerg for flere år siden, og som netop sætter fokus på dialog og samarbejde med andre energibyer verden over.
"Vi har jo været medlem i verdens energibyer, det såkaldte World Energy Cities Partnership, siden 2013. Her kan vi også mærke den store interesse for grøn energi på havet, så det nye samarbejde med Ulsan er kun med til at understrege vores førende position," siger borgmesteren i Esbjerg.