Kommunen ønsker DM i Skills til Esbjerg

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) stod for at overrække præmierne ved årets mesterskaber. Her er han flankeret af de to anlægsgartnere Jesper Frederiksen og Peter Levin.

Næste gang tusindvis af unge og deres forældre skal til DM i Skills, bør det være Esbjerg, de valfarter til. Kommunen og Dansk Byggeris regionale afdeling vil arbejde for at få danmarksmesterskaberne i erhvervsuddannelser til byen.

Hvert år siden 2011 er der blevet afholdt DM i Skills. Hvis du ikke ved, hvad det er, kommer her en kort forklaring: DM i skills bliver også kaldt for danmarksmesterskaberne i erhvervsuddannelser. Målet med mesterskaberne er at vise erhvervsuddannelserne i et positivt skær, og hylde de største talenter. Ved mesterskaberne kan man blive kåret til alt fra Danmarks bedste flisemurer, hotelreceptionist eller bager. 

Vinderne ved danmarksmesterskaberne kvalificerer sig desuden til europamesterskaberne. Tidligere i år blev europamesterskaberne afholdt i Ungarn, hvor de danske deltagere sikrede sig seks medaljer - dog ingen af guld.

Esbjerg Kommune og Dansk Byggeri Sydjylland er enige om, at et DM i Skills i Esbjerg vil kunne få flere unge syd- og sønderjyder til at overveje at vælge en af de mere end 100 erhvervsuddannelser, der findes i dag. Det skriver de i en pressemeddelse.

"Det vil være en kæmpe mulighed for at vise alle unge i Sydjylland og resten af landet, hvor mange ting man kan med en erhvervsuddannelse. Og en topplacering ved DM i Skills giver endda også billet til verdensmesterskaberne (Det er ikke helt korrekt, men det giver en billet til europamesterskaberne.red) ," siger borgmester i Esbjerg, Jesper Frost Rasmussen (V).

"Vores lokale virksomheder mangler allerede nu medarbejdere med en erhvervsuddannelse, derfor er det nødvendigt, at vi gør alt, hvad vi kan, for at vise erhvervsuddannelserne frem for de unge," siger Michael Mathiesen, formand for Dansk Byggeri Sydjylland.

Er muligt i 2021

DM i Skills afholdes hvert år i en ny kommune. Det har tidligere været afholdt i Odense, Aarhus, Aalborg, København og Fredericia, og blev tidligere i år afholdt i Messecenter Herning.

En lille kort video, der viser, hvordan det så ud da mesterskaberne fandt sted i Herning tidligere i år:

DM I SKILLS 2018 i Herning Messecenter

Til næste år bliver mesterskaberne afholdt i Næstved, og i 2020 skal det afholdet i Hovedstadsområdet, så hvis det skal komme til Esbjerg, er det altså først muligt i 2021, men der er også andre byer i spil.