Svensk kapacitet tilknyttes Syddansk Musikkonservatorium

Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg har efterhånden fået ry for at tiltrække anerkendte musikere som undervisere for konservatoriets studerende – nu er den næste i rækken blevet udnævnt.

Den meget anerkendte svenske organist Hans-Ola Ericsson er netop blevet udnævnt som adjungeret professor på Syddansk Musikkonservatorium, og det er ikke en hvilken som helst musiker, der her er tale om.

Hans-Ola Ericsson er nemlig en meget anerkendt og søgt underviser, som har uddannet flere generationer af organister. Han er professor på McGill University i Montreal i Canada, og hjemme i Sverige har han opbygget en orgeluddannelse af international klasse i Piteå.

Glæder sig til samarbejdet

Organist og korleder på Syddansk Musikkonservatorium, Mikkel Andreassen, der er ansvarlig for konservatoriets kirkemusikalske område glæder sig til at få endnu en musikalsk kapacitet med på holdet:

”Hans-Ola Ericsson er en stor orgelspiller, hvis fortolkninger både hvad angår virtuositet, musikalitet og formsans har internationalt niveau. Han er kendt som fortolker af selv de vanskeligste værker i litteraturen, blandt meget andet orgelværker af Messiaen og et stort antal nyere komponister, som han er særlig ambassadør for. Samtidigt er hans stilkendskab og sans for hele orgellitteraturens repertoire på højeste niveau. Han har indspillet musik fra snart sagt alle tidsaldre.” 

Hans-Ola Ericsson ser da også frem til at begynde sit arbejde på Syddansk Musikkonservatorium. 

”Jeg ser frem mod samarbejdet og til at give mine synspunkter for om muligt at styrke regionen hvad angår orgelrelaterede problemstillinger. Ikke mindst ser jeg frem til at komme til at arbejde med de studerende. Jeg har ved mine tidligere besøg i Esbjerg og på Fanø altid fundet denne del af Danmark specielt naturskøn og beroligende,” fortæller han.

Hvad er en adjungeret professor?

En videregående uddannelsesinstitution kan tildele titlen adjungeret professor til personer uden for institutionen, som har et højt fagligt niveau, og som institutionen ønsker at hædre med denne titel og derved knytte nærmere til sig.

Syddansk Musikkonservatorium har og har haft en række adjungerede professorer tilknyttet forskellige fagområder. Senest blev oboisten Henrik Goldschmidt udnævnt som adjungeret professor for det klassiske område og jazzbassisten Greg Cohen tilknyttet det rytmiske område.

Tiltrædelseskoncert

For at fejre tiltrædelsen er Syddansk Musikkonservatorium vært ved en tiltrædelseskoncert, hvor alle interesserede er velkomne til at opleve Hans-Ola Ericsson spille på konservatoriets fine Marcussenorgel i koncertsalen. Efter koncerten vil der være en reception, og der er gratis entré for alle.

Det foregår søndag den 2. december klokken 16.00 på konservatoriet, Kirkegade 61 i Esbjerg.

Koncertprogram:

Peteris Vasks: Te Deum (1991)

Georg Muffat: Passacaglia

Joseph Haydn: 6 små stykker for  "Fløjteur"

Johann Sebastian Bach/Max Reger: Kromatisk fantasi (BWV 903)

Olivier Messiaen: Prière avant la communion, Ur Livre du Saint-Sacrement (1984)

Johann Sebastian Bach/Franz Liszt: Einleitung und Fuge aus der Kantate„Ich hatte viel Bekümmernis“

Dietrich Buxtehude: Praeludium i fis mol (BuxWV 146)

John Cage: Souvenir (1983)

Johann Sebastian Bach: O Mensch, bewein‘ dein Sünde Gross (BWV 622)

Johann Sebastian Bach: Præludium og Fuga i  h-mol (BWV 544)